Appelsin-lakrids ispind

Er du til lakrids, så er du til denne is!

Ispindene her er ikke for sarte sjæle. Man skal virkelig være til den runde og alligevel stærke sødme fra lakrids, men er man til den, så bliver man muligvis også afhængig af disse ispinde.

Der venter dig en smagsoplevelse, hvor balancen mellem lakrids og sødmen fra den friskpressede appelsinsaft er fint balanceret. Ispindene er tilmed lette at lave, så det er bare med at komme i gang og få fyldt dine forme op, så du har et lille lager i fryseren.

Start med at køre mynte, morbær, lakridsekstrakt (start med 1 spsk. og smag dig frem), kokossukker, bananer, revet appelsinskal fra to appelsiner og kokosmælk i en blender eller foodprocessor. Kør til du har en lækker cremet konsistens.

Imens lakridscreme blendes, presser du saften af appelsinerne. Herefter fylder du massen i forme. Start med lidt friskpresset appeslinsaft i bunden og evt. et par druer også. Den grønne farve fra druerne pynter fint sammen med den orange farve fra appelsinerne. Lakridsmassen kommer du i til sidst. Pynt evt. bunden med kokosmel, kakaonibs, druer eller hvad du nu har lyst til.

Nyd isen alene eller i godt selskab, som en lille pick-me-up eftermiddagssnack eller lækker sommerdessert.

Opskrift – 12 ispinde

  • 1 dl morbær
  • 1-2 håndfulde mynte
  • 1-2 spsk. lakridsekstrakt eller rålakridspulver
  • 2 spsk. kokossukker
  • 2 bananer
  • 1 dåse fed kokosmælk
  • 3 appelsiner – revet skal fra to af dem, men saft fra alle tre
  • Evt. druer, kokosmel og kakaonibs til pynt.

Vi har lavet den skønneste is-bog med over 40 opskrifter som er sunde og fyldt med smag og farve til din sommer. Find bogen her!!

Ønsker du mere inspiration til en sund hverdag? Så finder du her en lækker opskrift på jordbærkoldskål uden mælk.

MÅSKE DU OGSÅ ER INTERESSERET I

Efterlad en kommentar