FØLJETON: EN HMU-STUDERENDES BEKENDELSER #9

Er du nysgerrig på, hvordan det er at være studerende på vores Health Mentor Uddannelse? Følg med i vores blog-føljeton, hvor du får mulighed for at følge en studerende hver måned på tæt hold under hele uddannelsesforløbet.

Modul 8: Laboratorietester

Vi blev på dette modul introduceret til laboratorietester, herunder hvilken betydning de har og hvordan vi tolker og bruger dem i et behandlingsforløb. 

Svesken på disken

Jeg må lige starte med at udtrykke min begejstring. Laboratorietester er et super fedt og håndgribeligt værktøj i samarbejdet mellem behandler og klient – særligt for dem, der oplever at alternativ behandling er en smule hekset, uhåndgribeligt og svært at forstå. Det fede ved laboratorietester er nemlig, at de sort på hvidt, med tal og grafer, skitserer dit helbred og din fysiske tilstand. Resultaterne af laboratorietests viser dig præcist, hvor det er nødvendigt at sætte ind, for at bringe din krop tilbage i balance. 

At analysere en laboratorietest kræver dog, at man holder tungen lige i munden. Vi snakkede derfor også en del om, hvor vigtigt det er at tage sig god tid til at gennemgå testresultaterne slavisk med sin klient, så han eller hun går fra sessionen og ved, hvor og hvordan der skal sættes ind. 

Der er en mening med alt

Derudover kan det også være overvældende at se sine egne testresultater og få fortalt, hvordan det står til. Det kan generere en masse ubehagelige tanker, dybe følelser og ikke mindst åbne op for gamle minder. Men det er alt sammen en del af processen – for at heale i kroppen, skal vi også kunne heale sindet. 

Noget af det, der er så fint ved at gå på den her uddannelse, er at opleve hvor simple og komplekse vi mennesker er på én og samme tid. Hvordan vi i dybt sorgfulde, frustrerende og ensomme situationer alligevel ender med at se, at der er en mening med det hele. Vi skal oftest bare gennem en kompleks rejse, før vi finder frem til det simple svar. Når der bliver åbnet op for kanalen mellem krop og sind og du begynder at forstå, hvorfor du kan få fysisk ubehag over noget du tænker over, så ved du, at du er begyndt at mærke dig selv og tolke de signaler, din krop sender til dig. Brug den evne sammen med de ærlige facts om din fysiske tilstand til at bringe din krop og dit sind tilbage i balance. 

Hvis du ikke kan vente til næste indlæg, kan du fordrive ventetiden med at tjekke uddannelsen ud lige her.

 

Alt godt,

Michelle Berthels

MÅSKE DU OGSÅ ER INTERESSERET I

Efterlad en kommentar