Hvornår er nok, nok?

Kender du din krop? Ved du, hvad den kan og ikke kan? Ved du, hvad den kan tåle og ikke kan tåle?

Jeg skrev tidligere på året om, at min far har fået cancer/kræft, om hans rejse ind i det alternative og valget af en anderledes levevej. Du kan finde indlægget her.

Nu er det nået dertil, hvor kroppen ikke kan mere!

Lige nu sidder jeg i toget på vej til Falster (igen, igen) eller det vil sige til Lolland, hvor han pt. er indlagt på Hospice. Han besluttede sig en ugen op til jul at tage der til, for at få styr på hans smerter, som er så voldsomme, at de tager livet af ham.

Det du ikke har hørt, er, at hans cancer blev ved med at brede sig – På trods af alt det vi gjorde.

Jeg tror på, at alt sker af en årsag og jeg holder fast i denne tro, selv nu. Jeg kan ikke helt se det, men som Friederich og jeg taler om, så får jeg svaret en dag. Livet er nu engang større end du og jeg. Friederich siger så fint: “Hvis livet er meningsløst, så ville vi ikke være her”.

Min frygt er blevet til virkelighed. Gennem hele perioden har jeg tænkt: “Vi skal stoppe, når legen er god”, og “Jeg er bange for, at de bliver ved med at ‘lege’ med ham, fordi hans krop er stærk og ikke viser svaghedstegn’.

Så hvornår er nok, nok? Ved du det?

Jeg tænker, at min far ikke vidste det, og hele tiden går tanken i hovedet på mig om, at det er min fars sjælerejse, hans liv, hans valg og der er en mening med livet.

Han har været igennem tre forskellige former for kemo, og hvis han var stærk nok nu, vidste lægerne ikke, hvad næste form for kemo skulle være. Hver 3. uge i ni uger fik han kemo, for derefter at blive scannet, for at se, om det gav de rigtige resultater. Dette har han så været igennem af tre omgange, med pauser for bivirkninger, nye scanninger og meget mere. Kun første gang gik det godt, og ser jeg i bakspejlet, kan jeg sagtens se, at det helt klart udspillede sig fra den store livsstilsændring, han lavede, og ikke kemoen. Resultaterne efter scanningerne viste, at nogle kræftceller var blevet mindre, andre større og andre igen stod stille, hvilket fik lægerne til at skifte mellem kemoformene. Det er ikke normalt, at cancerpatienter er igennem så mange forskellige kemoformer, da kroppen ofte ikke holder til det. Min fars krop gjorde så (eller ikke…)

Han fortæller selv, at den sidste omgang kemo tog hårdt på ham.

I løbet af sommeren satte canceren sig også på rygraden, på tre af ryghvirvlerne. Min far fik smerter i sin skulder og arm, og blev derfor scannet. Lægerne ser desværre kun på den del af kroppen, der er mistanke om, og ikke på hele kroppen nu mens de er igang, men scanningerne viste metastaser i ryghvirvlerne. De var bange for, at canceren ville brede sig endnu mere og ende med at trykke på nerverne, hvilket kunne risikere at gøre ham lam og han blev derfor tilbudt stråler.

Han fik ti gange stråler, hvilket var en meget voldsom oplevelse. Han blev lagt på en briks og spændt fast, meget stramt, med en maske for ansigtet.

Efterfølgende får han den sidste kemokur.

Jeg stod på sidelinjen og råbte. Der er ikke meget kropforståelse på et sygehus og de fortsætter bare.

I november kollapsede hans ene ryghvirvel, hvilket resulterede i så mange smerter, at han ikke kunne være til.

Jeg vidste præcis, hvad det betød, hvis min far begyndte på meget smertestillende m.m. Jeg skyndte mig hjem og rendte rundt i huset, som en brølende løve, med fråde om munden og tårer ned af kinden. Min far sagde blidt til mig: “Ja, jeg ved det, men hvis jeg ikke får smertestillende, tager jeg livet af mig selv”. Jeg faldt til ro, forstod og trak mit panser til mig. Det er ikke mit bord.

Det er nok det sværste for mig. Det er ikke mit bord! Nej, men det er mit liv – uden en far. Uden en far til at føre mig op af kirkegulvet. Som barn ønskede jeg sådan, at se min far være morfar og dele den oplevelse med ham, plus 100.000 andre ting. Alligevel, når jeg skriver dette, så ved jeg, at universet er så meget større end mig, at der måske er brug for ham et andet sted og at han vil være med alligevel bare på et andet energi-plan. Det er bare en krop, et hylster. (Min lille pige græder og mit voksen jeg siger det er ok)

Der gik ikke engang en uge, så var min far underernæret. Og nu er han under-under-underernæret. Det er sådan, at når man får morfin så lukker det tarmene ned. Dette er en bivirkning til morfinen, så det gives der ekstra kemiskmedicin for, så tarmen sættes igang igen (ja det er en ond cirkel). Han mistede hurtigt appetitten, da han ikke kunne komme på toilettet, hvilket er en bivirkning. Hans smerter i ryggen var så voldsomme, at han kun kunne ligge ned, sove og græde af smerte og frustration.

Nu sidder vi så, en måned efter, på et hospice med en far, som er afdelingsleder, der altid har haft tusinde bolde i luften, har haft kontrol over alting, der sjældent var syg og altid har hjulpet andre.

Jeg forstår hver en tåre, han har grædt. Forestil dig, at du kan alt i dag og i morgen bliver du lam. Jeg tænker det må være den samme følelse. Så meget psykisk har han skulle sluge på så kort tid, og han er så, så, så sej!

Jeg spurgte ham, om der var noget, han ønskede at gøre anderledes, hvis vi kunne skrue tiden tilbage og han svarede: “nej, jeg ved ikke, hvad det skulle være” GUDSKE TAK OG LOV! Hvis jeg blev spurgt dette spørgsmål kunne jeg nok svare et par ting 🙂

Hvad får jeg så ud af dette?

For mig har jeg virkelig facet det ‘at blive i min egen have’. Og det er så SVÆRT! Det er ikke noget, jeg har lært hjemmefra og ingen i min familie kan det. Hvordan bliver man i sin egen have, når ens familie halter så meget? Min mor bor hos min far på hospice, og min søster og jeg kommer på skift og samtidig, sørger for mad, kosttilskud, ampuller osv. – som Friederich og lægen her siger, vi holder virkelig sammen.

Hvad så nu?

Enten sker der et mirakel, eller også skal jeg sige farvel til min elskede far!

Mit spørgsmål til dig i dag er derfor: Ved du, hvornår nok er nok?

Noget der kan pisse mig af (jeg ved godt, at det stadig ikke er mit bord og mit liv) er, at der skal en sygdom på bordet, før man skifter retning!

Din krop kan ikke leve forevigt. Din krop kan ikke leve af ‘crap’, din krop er en levende mekanisme, der har brug for byggematerialer, opmærksomhed, omsorg og kærlighed!

God nytår til dig og dine <3

PS.

Husk early bird udløber i overmorgen d. 1. Januar 2015 på The Holistic Lifestyle!:) 

10502151_10152536376194710_6342842714392026734_n

 

10685581_10152751773940783_769106760243385158_n

1377286_10152561845904710_597526927634954325_n

image3

MÅSKE DU OGSÅ ER INTERESSERET I

Ingen kommentarer

  1. Annasofie den 1. januar 2015 kl. 10:00 pm

    Kære Chloe
    Åh hvor gør det ondt at læse.
    Men som du skriver skal din Far måske rejse videre og tjene et andet sted <3 Han vil ALTID passe på jer og guide jer <3
    Jeg ved at I holder sammen og det kan din elskede Far også mærke.
    Det er svært og ikke til at forstå, men vi er her kun på den fysiske jord som vi skal.
    Sender lys, karma, kærlighed og krammer til jer alle
    Godt og Lykkebringende 2015
    Annasofie <3

    PS. skriv ring jeg er her for at hjælpe.

    • curra · me den 2. januar 2015 kl. 1:13 pm

      Kæreste Annesofie <3

      Tusind tak for dine tanker 🙂 <3

  2. karen den 16. januar 2015 kl. 10:01 am

    Kære Chloe,
    Jeg kender ikke dig eller din far – og kom ved et tilfælde til at læse din blog.
    Jeg ønsker sådan for jer at din far har det bedre – men flot blog og flot selvindsigt.

    Kærligst fra Karen

    • curra · me den 14. juli 2015 kl. 6:46 pm

      Tak <3

Efterlad en kommentar





FIND OS PÅ